Flot sejr til Peter Mathiesen i etapeløbet Rander Bike Week
Mads Würtz var mere end klar, da juniorene onsdag skulle køre 9
x 13,2 km., ialt 118,8 km., på landevejene omkring Randers i
forbindelse med Randers Bike Week. Allerede efter tredje omgang ud
af de ni, var han og en lille gruppe, heriblandt Mads' bror Kasper
Würtz (Concordia Junior), stukket af fra feltet.
Thomas Lund fra Horsens AC var ligeledes hægtet på udbruddet og sad
rigtig godt med, sammen med en velkørende Mikkel Bahnsen.
Nu var det tid for Mads Würtz (Blue Water) og Mikkel Bahnsen
(Concordia Junior) at vise tænder, og det gjorde de upåklageligt
ved at trække fra de resterende udbrydere og opbygge et hul på 1
minut og 21 sekunder ned til disse. Med kursen mod mållinjen og to
omgange tilbage, så det nu godt ud for de to hurtige juniorer, men
det skulle hurtigt ændre sig.
Ud af det blå skød Christoffer Lisson (Designa Køkken Knudsgaard)
sammen med Peter Mathiesen (Blue Water) og Alexander Ryming (CHJ
Group - Comentor), og de havde alle tre fart på. Inden ottende
omgang var overstået, havde de tre forfølgere indhentet Mads Würtz
og Mikkel Bahnsen og nu steg spændingen for alvor.
Med under 5 kilometer til mål trak Peter Mathiesen (Blue Water) og
Christoffer Lisson fra de resterende udbrydere og de stod nu ikke
til at hente. På en velfortjent førsteplads var Peter Mathiesen,
mens favoritten, Mads Würtz måtte nøjes med en tredjeplads.
Christoffer Lisson tog sig af andenpladsen med et lille hul på seks
sekunder til Mads Würtz.
Kilde: www.cyclingworld.dk
Erik Thalund