» Første samling for Team Blue Water Ladies

ALBERTO CONTADOR til start i Handelsbanken Gadeløbet i Herning - igen

Alberto Contador

 

En af de mest interessante Tour de France-deltagere har meldt sin genkomst til Handelsbanken Gadeløbet i Herning fredag den 12. august 2011. Det er nemlig lykkedes Herning Cykle Klub at indgå en aftale med en af verdens bedste etapeløbsryttere, nemlig indehaveren af "Maglia Rose" - årets vinder af Giro d'Italia og den tredobbelte Tour de France-vinder ALBERTO CONTADOR.

Det danske publikum får således mulighed for endnu en gang at møde den cyklende superstjerne, der som bekendt også gæstede Handelsbanken Gadeløbet i Herning sidste år.

"Jeg glæder mig til at komme til Herning igen. Sidste år, hvor jeg for første gang gæstede Danmark på cykel, fik jeg en enorm stor velkomst i og af byen, og jeg håber og tror, at de danske tilskuere vil modtage mig på samme vis i år", udtaler Alberto Contador. "Jeg har via Bjarne Riis siden mit besøg i Herning sidste år erfaret, at Herning i 2012 skal være startby for Giro d'Italia, som jeg som bekendt vandt i år, hvilket selvfølgelig ikke gør mit besøg mindre interessant" udtaler Contador og afslutter "Selvom jeg vil gøre mit bedste, skal I nok ikke forvente at se mig som vinder af løbet, da jeg sidste år konstaterede, at ruten er helt flad, og derfor ikke er min favoritrute."

"Vi er naturligvis super glade for og stolte over at have skabt grundlaget for at kunne gentage sidste års succes og igen byde en af de største cykelryttere velkommen på dansk grund til Handelsbanken Gadeløbet i Herning. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været vores drøm efter sidste års succes, at vi igen kunne præsentere Alberto Contador overfor det danske cykelpublikum til Handelsbanken Gadeløbet i Herning", oplyser en meget glad og stolt arrangementsansvarlig Joachim Andersen, som uddyber: "Men at det allerede skulle blive i år stod ikke skrevet i vores manual, men det kan tilskrives de sponsorer, der har gjort Contadors tilstedeværelse mulig.

"At vi i år kan præsentere vinderen af Giro d'Italia efter sidste år at have haft den regerende Tour de France-vinder til start i Handelsbanken Gadeløbet i Herning - begge sejre personificeret af Alberto Contador, vidner vel om den enorme interesse cykelsporten nyder i Herning specielt og vores del af landet generelt, hvilket vi i Herning Cykel Klub naturligvis glæder os utrolig meget over", slutter Joachim Andersen.

Hernings traditionsrige gadeløb afvikles over 65 km. med start og mål på Torvet. Løbets skydes i gang for 33. gang fredag den 12. august kl. 19.30, mens der forventes opløb ca. kl. 20.50.