Hjemmebanen
Når startskuddet til Handelsbanken Gadeløbet lyder fredag den
13. august på Torvet i Herning bliver det med mindst én af de
danske Tour de France-deltagere på startstregen. Det er nemlig
lykkedes Herning Cykle Klub at få Brian Vandborg til start i det
traditionsrige gadeløb i Hernings centrum.
"Jeg er selvfølgelig glad for at kunne deltage i Hernings
gadeløb, der for mig er noget specielt, idet det er min tidligere
hjemmebane. Jeg har for vane at gøre det godt i Herning, og jeg
prøver altid at få det maksimale ud af min deltagelse, hvilket
tilskuerne også kunne se sidste år, hvor jeg tog chancen og kørte
alene til sidst, men desværre blev indhentet kort før mål. Samtidig
håber og tror jeg selvfølgelig på, at der vil være lige så stor en
tilskueropbakning som tidligere år, idet mange tilskuere alt andet
lige gør et gadeløb mere interessant at køre", udtaler Brian
Vandborg.
"Vi er glade for at kunne byde en af de danske Tour de
France-deltagere velkommen til vort traditionsrige gadeløb i
Herning. Vi har jo for vane at præsentere én eller flere danske
eller udenlandske Tour de France-deltagere i gadeløbet, hvorfor
2010-udgaven ikke skal være nogen undtagelse. Glæden bliver
selvfølgelig ikke mindre, når det jo for Brians vedkommende gør sig
gældende, at han er Herning-dreng og inden sin professionelle
karriere kørte for den arrangerende klub - Herning Cykle Klub",
udtaler Joachim Andersen.
Endnu engang kan det midtjyske cykelpublikum se frem til et løb
på absolut højeste niveau.