Dag 1
Dagen startede med et solidt morgenmåltid. Dog var der bland
nogle af rytterne lidt forvirring omkring mødetidspunktet for
fællesspisningen. Morten, aka.MOR, fordelte under morgenmaden
dagens opgaver. Den del af holdet, der havde forstand på cykler,
skulle pille cyklerne ud af kasserne og samle dem. Den resterende
(uduelige) del af holdet blev sendt ud for at finde vand, hvilket
de heller ikke magtede. Derfor måtte hele holdet ud på ekspedition
for at finde vand til træningsturen.
Da dette var veloverstået, begyndte hele holdet at gøre sig klar
til dagens motion, som skulle tage sin begyndelse kl. 12.
10 minutter over 12 ankommer Alexander, fra Paradise Hotel, til
mødestedet udenfor hotellet med sin saddel. Dette er den eneste del
af sin cykel han har medbragt. Efter en kort eftersøgning og en
efterfølgende hurtig montering af sadlen, kom holdet endeligt af
sted. Træningsturen skulle have været en rulletur, hvor rytterne
skulle have mulighed for at vænne sig til de nye teamcykler. Men
flere ryttere havde en stor portion indestængt energi, der skulle
udløses, så turen endte med at gå over 4 bjerge.
På den sidste nedkørsel, som var lidt fedtet pga. smeltet sne
fra bjergtoppen, lavede Svingel en kørefejl og skred ud i et sving.
Resultatet af hans lille stunt udløste et trælår samt lidt
småskrammer på stoltheden, men han var ved godt mod, og påstår han
er klar til at give hele holdet en justering i morgen.
Efter aftensmaden valgte en lille gruppe af unge lykkeriddere at
gå på opdagelse i storbyen Palma. Gruppen bestod af Alexander fra
Paradise, cykelmekanikeren Svend (Lenni), Tage (Frederik) og
Kuskhår (Kousgaard). Efter nogle minutters gang opfattede gruppens
eventyrsans en mulighed for en oplevelse af de helt storslåede. De
drog ind i en lokal spillehal, for at køre radiobil imod hinanden.
Her sejrede Kuskhår suverænt. Men udover håneretten vandt han også
11 billetter. Disse billetter kunne udløses til gaver inde i
hallen, hvor hovedpræmien var bærbar computer til en værdi af
18.000 billetter. Gruppen gik straks i gang med jagten på
computeren. Her var det igen Kuskhår, der leverede den bedste
præstation, da han gik i gang med et spil "Deal eller No Deal på
spansk". Her vandt han tredje største beløb, der var på 75
billetter. Dette inspirerede virkeligt gruppen, som spredte sig ud
i hallen, for hver især at udforske deres egenskaber i forskellige
spil på spansk.
Efter 45 minutters intens jagt, løb gruppen tør for småmønter,
og valgte at indkassere deres præmie. Antallet af billetter beløb
sig til 250, som præcist var nok en smuk sort guerilla, som de med
det samme udnævnte til holdets maskot. Navneforslag til maskotten
modtages meget gerne, da gruppens fantasi i dette følelsesladede
øjeblik ikke rakte langt nok til et egentligt navn.
Skrevet af værelse 224 (Lenni og Kousgaard)