Der var engang...
Allerede i 1880'erne nævnes Herning i forbindelse med cykelløb -
eller rettere væddeløb, som det hed dengang. Nogen klub var der
ikke tale om dengang, der var nemlig kun een cykel i byen!
Sidst i forrige århundrede stiftedes den første klub - Cyklisten.
De sparsomme oplysninger fra den tid fortæller bl.a. om et dansk
mesterskab til Vilhelm Møller i 1901 - den 20 mil lange distance
blev kørt i tiden 5 timer 1 minut 30 sek.
Klubben ophørte, men i 1925 stiftedes den næste klub - Midtjydsk
Cykleklub. I 1927 blev klubben medlem af DCU, og i klubbens 7 år
lange levetid var den i perioder meget stærk, således fortælles
det, at man ved et løb i Esbjerg vandt alle præmier!
HCK 1937-1960 De første år
Få år senere tog daværende formand for distriktet E.V.Johansen
initiativ til et såkaldt propagandaløb i Herning, og efter løbet
samlede han en række ledere fra den nedlagte klub. På dette møde
blev valgt bestyrelse med Poul Schmidt som formand - den 11. april
1937 blev Herning Cykle Klub stiftet.
Klubben arrangerede straks propagandaløb for unge og løb på
cinders-bane - og snart udvikledes stærke ryttere. Besættelsen
april 1940 betød mange aflysninger, men Herning Cykle Klub
arbejdede støt videre.
Peder Clemmensen vandt det første Jydske Mesterskab til klubben,
Oluf Olesen blev i 1942 klubbens første A-rytter, og året efter
fulgte Erik Poulsen og Peder Clemmensen efter. Også Holger
Johannesen var een af datidens profiler.
En underafdeling blev i 1944 oprettet i Holstebro og tilførte
klubben talenter som Erhardt Poulsen og Poul Didriksen, der stod
for flere sejre i juniorklassen i 1944, og året efter blev klubbens
A-klasse styrket med tilgang af fynboen Emanuel Hansen.
1946 blev året, hvor klubben fik sin første landsholdsrytter,
Peder Clemmensen - og året bød også på nordisk samarbejde: Rytterne
var på efterkrigstidens første tur til Sverige, og Herning havde
til gengæld besøg fra både Norge og Sverige. Og klubbens formand
fra 1942-47 Skov Clemmensen blev den første, der modtog Jydsk
Distrikts Æresnål.
Årene derefter bød ikke på de store resultater, flere af de
etablerede navne stoppede og klubben oplevede en lang
opbygningsfase med ungdomsløb. I 1952 havde klubben 23 aktive
ryttere og fremgangen fortsatte - i 1954 kunne Herning Cykle Klub
notere sig for 32 sejre, heraf 12 alene til Henning E. Sørensen,
som var kommet til klubben fra Aarhus.
Første gang klubben blev hædret for bedste idrætspræstation i
Herning var i 1955, hvor Magne Siggaard tildeltes Eland-Pokalen.
Men det mest bemærkelsesværdige i 1955 var dog, at Herluf Andersen
indledte sin 18 år lange formandsperiode, der skulle vise sig at
blive årene, hvor klubben for alvor satte sig på landkortet.
Allerede året efter manifesterede Herluf Andersen sig ved at indgå
klubbens første sponsoraftale - ikke overraskende med den
fremsynede og progressive Aage Damgaard, fabrikant af Angli
skjorten. Og samme år indledtes et samarbejde med Herning Folkeblad
om et ungdommens cykleløb - konceptet har naturligvis ændret sig
undervejs, men samarbejdet eksisterer stadig!
Angli-løbet satte i 1956 jydsk rekord med 230 deltagere og også
klubbens eget medlemstal voksede: 33 i 1958, 36 i 1959.
Et nyt navn dukkede op i 1960, Gerhard Nielsen, der vandt det
første løb, han deltog i. Også andre gjorde det godt: klubbens 57
ryttere noterede sig for 99 præmier og Herluf Andersen blev tildelt
Jydsk Distrikts Æresnål.
HCK 1961-1970 De store resultater
Udviklingen fortsatte! Og i 1966 kom det helt store
resultatmæssige gennembrud: Verner Blaudzuns verdensmesterskab i
100 km holdløb! Også Henning Jørgensen, Eigil Sørensen, Harly
Hyldgaard, Carsten Brang samt ikke mindst Gerhard Nielsen markerede
sig på resultatlisterne.
I 1968 samlede byens borgere ind for at kunne sende Gerhard
Nielsen, Verner Blaudzun og formand Herluf Andersen til VM i
Uruguay - og det var også året, hvor Verner Blaudzun deltog i OL i
Mexico. Det kostede ham en månedsløn - en noget anderledes
situation end i dag med Team Danmark osv.
1968 og 1970 vandt Verner Blaudzun den individuelle titel på
landevej og i 1972 vandt Eigil Sørensen titlen i cykle-cross.
1969 indledtes et historisk samarbejde med Midtbank. Så vidt vides
den ældste sponsoraftale i cyklesporten -og helt sikkert den ældste
i Midtbank. Og aftalen har været som en god forretning skal være -
nemlig god for begge parter.
HCK 1971-1979 De tre musketeerer
70'erne bød på utallige resultater og fremgang både på
arrangementssiden og på medlemsantallet. Blomstergadeløbet var en
folkefest af dimensioner, der i 1973 havde en særdeles populær
lokal vinder i Harly Hyldgaard. Og landevejsløbene blev domineret
af de tre musketerer, Verner Blaudzun, Eigil Sørensen og Henning
Jørgensen, der alle var faste landsholdsryttere og VM samt OL
deltagere. Med Gerhard Nielsen i 1969, Harly Hyldgaard i 1974 og
Jens Andersen i 1977 som skiftende 4. mand markerede klubben sig
gang på gang i 100 km holdløb.
HCK 1980-1989 Nye stjerner fødes
I de yngre klasser dukkede navne op, der senere skulle komme til
at dominere dansk cykelsport: Bjarne Riis, Per Pedersen og Alex
Pedersen. Og i starten af 80'erne kom så generationsskiftet, hvor
Per Pedersen allerede som juniorrytter vandt løb i A-klassen. 1981
vandt Bjarne Riis, Per Pedersen, Vagn Eriksen og Thomas Andersen
guld i DM juniorholdløb - det samme gentog sig i 1982, hvor holdet
hed Bjarne Riis, Alex Pedersen, Kim Kronborg og Lars Johannessen,
og i 1984 hvor Carsten Jeppesen afløste Bjarne Riis. Et nyt VM i
holdløb sikrede Alex Pedersen til klubben i Holdløb i 1983, og to
år senere var han med til at vinde DM i 100 km holdløb sammen med
Per Pedersen, Bjarne Riis og Brian Sørensen. Den individuelle titel
sikrede Alex klubben i 1986, der også bød på et dansk mesterskab i
juniorenkeltstart til Simon Jensen - Øvrigt en gentagelse fra
1985.
I 1987 markerede klubben sit 50 års jubilæum med afholdelse af DM
ugen - et arrangement i topklasse, der desværre ikke gav den
fortjente økonomiske gevinst p.g.a. et konstant regnvejr under
arrangementet. Primus motorer i arrangementet var Kurt Markussen -
formand 1976 - 1990, Ib Andersen - formand 1995 - 1996 samt Torben
Kølbæk, der senere også blev initiativtager i andre
sammenhænge.
I 80'erne opstod en række teams i forskellige klubber - også i
Herning, hvor holdet i 1984 bestod af junior-verdensmester Alex
Pedersen, Per Pedersen, Bjarne Riis, Brian Sørensen, Ove Rytoft
Kristensen, John Axel Hansen, Jan B. Andersen, Lars Johannessen,
Kim Kronborg og Torben Kølbæk. Team tanken bestod kun i få år i
klubber som f.eks. Kolding og Esbjerg, begge steder med negativt
økonomisk resultat.
HCK 1990-1999 Team tanken genopstår
Da Per Pedersen, Bjarne Riis og et par år senere Alex Pedersen
blev professionelle gik det naturligvis ud over resultaterne, men
igen viste holdløbet at være den disciplin, hvor Herning skulle
markere sin genkomst - nemlig med guld ved DM i Viborg i 1991 til
Lars Johannessen, Jørgen Bligaard og Carl Chr. - Calle -Pedersen.
Også juniorerne Kim Bang Sørensen, Frank Hyldgaard og Michael
Blaudzun triumferede i 1991 og i 1993 vandt klubben sit hidtil
sidste hold DM ved Carsten Thomsen, Jørgen Bligaard og Michael
Blaudzun. Undtaget det sidste mesterskab har der været en helt klar
fællesnævner for alle mesterskaber gennem 80'erne og de to i 1991:
Træneren har heddet Preben Riis, der gennem utallige år har spillet
en enorm rolle som træner og motivator for klubbens ryttere.
1992 bød på sejr til Kim Bang Sørensen i det danske junior
mesterskab i cross 1992,20 år efter far Eigils sejr - men også kort
før han mistede livet ved en tragisk og meningsløs bilulykke på vej
til VM i cross. Året bød også på et dansk mesterskab til Jørgen
Bligaard i 50 km enkeltstart, og 2 år senere - i 1994 - vandt
Michael Blaudzun det sidste danske mesterskab for amatører.
Derefter har mesterskabet været åbent for professionelle - med to
sejre til Ørnen fra Herning, Bjarne Riis.
Oktober 1990 overtog Harly Hyldgaard formandsposten fra Kurt
Markussen, og kort tid efter startede han sammen med John Axel,
Alex Pedersen og Torben Kølbæk forarbejdet til det nye storløb
rundt om Herning, - som klubbens hovedsponsor valgte at gå aktivt
ind i - Grand Prix Midtbank kørtes første gang i 1992, og udviklede
sig hurtigt til det mest betydende danske eendagløb med tilnavnet
"En forårsdag på heden" med slet skjult hentydning til forbilledet
Paris-Roubaix "En forårsdag i helvede". Løbet sejrsliste vidner om
stor hårdhed, trods grusvejenes risiko for tilfældige defekter:
1992: Claus Michael Møller, 1993: Dennis Rasmussen, 1994: Brian
Smith, 1995: Frederic Moncassin, 1996, 1997 og 1998: Bjarne Riis
samt 1999 og 2000 Michael Sandstød.
Klubhuset var i mange år beliggende på Møllegade, senere i
Grønnegade og siden 1990 på Teglvænget, hvor der er gode forhold
med kondi- og baderum. Den røde tråd i klublivet er bladet
"Viften", der har udviklet sig i takt med klubben.
Nogen arrangørstatus har klubben ikke haft ved 6-dagesløbet i
Herning, der kørtes første gang i 1974, men Herning-ledere har hver
gang spillet en kommisær rolle, og klubben har også nydt godt af
den interesse løbet skaffede for cykling, og rytterne har haft
mange gode træningstimer på træbanen.
I Herning relanceredes ideen i 1995 med etableringen af Herning
Cykle Klubs Elitehold, med to af deltagerne fra 80'holdet som
initiativtagere, nemlig John Axel og Torben Kølbæk. Med en stab af
egne ryttere og tilgang udefra præsenteredes et hold bestående af:
Carsten Thomsen, Jørgen Bligaard, Jesper Pedersen, Michael Rosborg,
Frank Hyldgaard, Rene Jørgensen, Christian Andersen og Mikael
Kyneb, der senere blev professionel, samt sportschef Steen Struve -
og holdet markerede sig i 1995 med 24 sejre og i alt 59 placeringer
i top tre!
1995 bød også på en relancering af gadeløb i Herning City. Post
Danmark var med på ideen og det første løb i den nye epoke blev
kørt på en vidunderlig sommeraften, hvor byen tiljublede nr. 3 i
Tour de France, Bjarne Riis. Også stor hyldest var der til løbets
vinder Jesper Skibby og nr. 2 Michael Blaudzun. I 1996 var jublen
og folkemængden mere en overvældende. 60.000 tilskuere fulgte
ifølge politiet gadeløbet, der var en markering af Hernings nye
torv, men mest af alt en hyldest til den herningensiske Tour de
France vinder Bjarne Riis. Vinder af løbet blev en anden Herning
rytter Michael Blaudzun.
Jubilæumssæsonen 1997 bød på et gensyn med Alex Pedersen som
sportschef for Eliteholdet. Alex kørte tre sæsoner i Holstebro - og
blev i den periode i 1994 verdensmester i landevejscykling på
Sicilien, en fantastisk flot sejr, hvor Herning Cykle Klub også
hejste flaget for bysbarnet.
HCK 2000-2010
Kapitlet er ikke skrevet endnu...